Hvem er bange for velfærdsturisterne?

Der skal være lige vilkår for alle borgere i EU, lyder idealet. Men gælder det også, når det handler om sociale ydelser som boligsikring og børnepenge, spørger EU-lande, der frygter at blive overrendt af de såkaldte velfærdsturister.

SOCIALE YDELSER Hvis der ikke var langt nok i forvejen, så blev der endnu længere mellem Østeuropa og Storbritannien, efter Storbritanniens premierminister David Cameron indledte 2014 med at melde ud, at han vil begrænse indvandringen fra EU’s østlande og især afskære dem fra de sociale ydelser, som britiske statsborgere er berettiget til. 
Et kontroversielt opgør med den frie bevægelighed – som nok skal gå igennem, om det så kræver en ændring af EU-traktaten, sagde Cameron – opmuntret af et snarligt EU-valg, der formentlig ville falde ud til den skeptiske side. 
Briterne var ikke i tvivl: Velfærdsturisterne kommer. Migranter fra især Bulgarien og Rumænien vil rejse til Storbritannien næsten udelukkende for at lukrere på the benefits. 
Men reaktionen kom prompte og uden de sædvanlige diplomatiske venligheder fra Camerons kolleger i Europa: 
EU’s daværende beskæftigelseskommissær, Lazlo Andor, sagde, at Storbritannien risikerede at blive ”the nasty country of the EU”, den daværende præsident, Herman Van Rompoy, slog fast, at debatten var helt ude af proportioner. Og fra Polens daværende premierminister, Donald Tusk, der i dag er EU’s præsident, lød det ifølge Jyllands-Posten bare:
”Det vil Polen ikke gå med til, hverken i dag, i morgen eller for evigt.”

Hæve velfærd i værtslandet
For de gamle Østlande er den frie bevægelighed og optagelsen i EU det største vidnesbyrd om, at man nu er en del af Europa, og at Sovjet er fortid. EU er skabt som et fredens projekt, der skulle smede gamle fjender sammen i et indre marked. Men nu er det de migrantarbejdere fra Polen, Rumænien og Bulgarien, der finder arbejde i det samme indre marked, der har fået de gamle medlemslande til at sætte hælene i, når migrantarbejderne vil hæve velfærd i værtslandet til gengæld for deres skattebetaling.

Når migrantarbejdere betaler skat i værtslandet, er de også berettiget til dets ydelser, lyder ræsonnementet fra EU-Kommissionen. EU kan ikke dele sine borgere op i et A- og B-hold. Og det har altså udløst et storskænderi i familien Europa:
For hvordan får man national, skattefinansieret velfærd til nationalborgere til at hænge sammen med et EU, hvor de åbne grænser og den frie bevægelighed er raison d’etre?

Dansk velfærd til en halv milliard?
I de lande, der frygter, at alle sociale ydelser ryger ud af landet, primært Storbritannien, Danmark og til dels Tyskland, argumenteres der med, at det er velfærd, der er blevet gjort mulig af flere generationers slid – og at det er de mennesker, der har boet i landet et helt liv, der først og fremmest må være berettiget. 
I Danmark er udfordringen særlig stor, fordi velfærdsstaten tilbyder en lang række ydelser af høj kvalitet i forhold til andre EU-lande. Vi har SU, børnepenge, gratis sundhedssystem, boligtilskud og kontanthjælp. Blandt andet. Danmark er berømt og beundret for velfærdsstaten. Men, påpeger blandt andre medlem af Europa-parlamentet for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt over for avisen Berlingske.
”Man kan ikke opretholde den meget generøse model i Danmark, hvis vi principielt er en halv milliard EU-borgere, der har ret til ydelserne.” 
Omvendt peger flere arbejdsmarkedseksperter på, at vi i Danmark har langt større nytte af migrantarbejderne og deres skattebetaling, end de har af vores ydelser.

39 tilfælde af snyd i Danmark
I efteråret 2013 kom EU-Kommissionen dog med tal, der gav anledning til at slå koldt vand i blodet: 
Ved udgangen af 2012 udgjorde arbejdere fra andre EU-lande end Danmark 3,4 procent af den danske arbejdsstyrke. Men bare 2,6 procent af de sociale ydelser i Danmark gik til EU-borgere fra andre EU-lande. 
Decideret snyd med falske dokumenter havde Udlændingestyrelsen opdaget i blot 39 tilfælde, skrev Berlingske. Også i Storbritannien har opgørelser vist, at det er meget få migranter, der rent faktisk lever af den britiske statskasse. 
De østeuropæiske lande med Polen i front påpegede, at debatten var blevet uden proportioner – især under EU-parlamentsvalget i foråret 2014. 
Men det betyder ikke, at det ikke kan blive en udfordring i fremtiden. 
Allerede i 2011 begyndte et udvalg under den daværende VK-regering at analysere udlændinges ret og brug af dansk velfærd, ifølge Berlingske
I 2013 måtte daværende skatteminister Holger K. Nielsen fjerne optjeningsprincippet om to års arbejde eller fast bopæl i Danmark i løbet af 10 år for at få børnecheck og børnebidrag, efter EU-Kommissionen gjorde opmærksom på, at det var i strid med EU’s regler. Kort efter måtte uddannelsesminister Morten Østergaard følge trop og slække på reglerne for SU-udbetaling. 
Efter endnu en EU-dom på området vil den danske regering nu gå hver eneste ydelse igennem for at finde ud af, hvordan Danmark kan få råd til at bevare velfærdsstaten.

To pointer og en lille sejr
For premierminister Camerons vedkommende så satte Angela Merkel angiveligt en stopper for hans plan om at udelukke EU-migranter fra sociale ydelser, før de har arbejdet i landet i fire år. Og imens regner alle videre på en løsning, der kan stille den europæiske storfamilie tilfreds. I 2017 skal briterne stemme om, hvorvidt de fortsat vil være medlem af EU. / Af Susanne Junker



 

Ret til offentlige ydelser


Se den oversigt, EU har lavet over de enkelte landes offentlige ydelser, som man kan være berettiget til som EU-borger, her.   

Storbritanniens premierminister David Cameron indledte 2014 med at melde ud, at han vil begrænse indvandringen fra EU’s østlande og især afskære dem fra de sociale ydelser, som britiske statsborgere er berettiget til. Et kontroversielt opgør med den frie bevægelighed – som nok skal gå igennem, om det så kræver en ændring af EU-traktaten, sagde Cameron.