28-årige Roberto Alonzo fra Italien arbejder som mekaniker på de gravemaskiner, der er ved at udvide den københavnske metroring.

I 15 måneder har polske Arthur Antkiewicz styret tunnelboremaskine nr. 4 gennem Københavns undergrund. Fotos: Lasse Lundberg Andreasen

Livet i barakbyen

Robert Alonzo og Arthur Antkiewicz er rejst til København fra Italien og Polen for at arbejde ved metrobyggeriet.

SKURVOGNSBY Italienske Roberto Alonzo bladrer gennem stakken af vinylplader, som står i en lille kasse ved fodenden af hans seng. Han lader fingrene glide hen over klassiske, gamle albums med musikere som Frank Zappa, Billie Holiday og Jimi Hendrix. 
Roberto Alonzo er 28 år, elsker musik og arbejder som mekaniker på de gravemaskiner, der er ved at udvide den københavnske metroring.
Udenfor viser det danske vintervejr ingen barmhjertighed. En dyne af støvregn har lagt sig over barakbyen, som udgør hjemmet for mange af de udenlandske arbejdere, der er ansat ved metroringsprojektet. Over og under jorden samarbejder folk med 22 forskellige nationaliteter med at udbygge den københavnske metro. Og cirka 450 af dem er bosat bag ved Scandic Hotel i Københavns Sydhavn. Her bor de sammen i en barakby, hvor hver arbejder får stillet et rum gratis til rådighed. Barakkerne er stablet oven på hinanden som containere på en havneplads.
Inde i Roberto Alonzos værelse kan man høre de våde vindstød på ruden. Han har tændt en smøg og åbner vinduet lidt på klem, så røgen ikke bliver hængende i rummet. Værelset måler cirka tre meter på den lange led og to på den korte. Den trange plads rummer hans seng, køkken, garderobe og wc. Selv hans askebæger kan klappes sammen og gemmes væk, når det ikke er i brug. Det kræver omhyggelig organisering at få så mange ting ind på så lidt plads. Roberto Alonzo har f.eks. afmonteret døren, som adskilte toilettet fra resten af rummet.
”Det virkede lidt fjollet, at den skulle fylde så meget, så jeg tog den af. Nu ligger den under sengen,” fortæller han og løfter sengetæpper lidt til side og peger ind i mørket under enkeltmandssengen.

Første besøg i København var som guitarist
Før han fik arbejde for det italienske firma, som står for en del af arbejdet med metroringen, havde Roberto Alonzo været i København en gang tidligere. Det var sammen med det band, hvor han var guitarist. Guitaren har han stadig. Den har normalt sin egen plads i hjørnet af værelset, men i dag er den lånt ud til en kollega, som gerne vil lære at spille. Roberto har alligevel ikke så meget tid til at spille, for det er krævende arbejde at udbygge en metro.
Når de store gravemaskiner bryder sammen eller skal vedligeholdes, er det Robert Alonzo, som står med hænderne inde i motoren. Han arbejder ligesom de fleste andre i treholdsskift. Treholdsskiftet betyder, at han arbejder på alle tidspunkter af døgnet.
Sådan har hverdagen set ud i det år, hvor Roberto Alonzo har boet og arbejdet i Danmark.
”Det er hårdt arbejde,” fortæller han. 
”Vi arbejder tre uger og har en uge fri. Sådan gentager det sig. De bedste arbejdsdage er dem, hvor maskinerne bare skal holdes ved lige. Så er der ikke så meget stress. Andre dage kan være mere pressede, for når maskinerne bryder samme, taber firmaet penge, og så skal vi skynde os.”

Kommer fra mineområde i Polen
Inde i opholdslokalet sidder flere af Roberto Alonzos kollegaer og småsnakker ved langbordene. Blandt de mange nationaliteter er polakkerne godt repræsenteret. Arthur Antkiewicz er en af dem. 
I 15 måneder har han styret tunnelboremaskine nr. 4 gennem den københavnske undergrund. I et internationalt miljø som dette bliver maskinen dog bare omtalt som TBM. Det er både hurtigere og ikke mindst nemmere at udtale end tunnelboremaskine. 
Hans kollegaer på den anden side af bordet stammer fra det samme område i den sydlige del af Polen. Lige nu er de sammen i København, men tidligere har nogle arbejdet i England, mens andre har tjent deres løn på byggeprojekter i andre lande. Jobsituationen i Polen er ikke gunstig, så mange af dem er nødt til at søge arbejde i andre lande.
”Vi kommer fra et mineområde i Polen,” forklarer Arthur Antkiewicz og tager resolut fat om en beige kasket med et stort 3F-logo.
”Her har vi Polen,” siger han og flader kasketten ud med hånden, så den nu fungerer som et interimistisk kort.
”Og her ligger Warszawa,” fortsætter han. ”Vi bor endnu sydligere end Warszawa,” understreger han.
Hver gang de har en uge fri, rejser de tilbage til deres familier i Polen. Kontakten i den mellemliggende periode klares bl.a. over Skype.
”Jeg ringer hjem hver dag,” fortæller Arthur Antkiewicz. ”Hvis jeg ikke ringer hjem, vil min kone tro, at der er noget galt,” forklarer han med et lumsk smil på læben.

Holder af polsk humor
Roberto Alonzo kan godt lide polakkerne. Særligt deres humor holder han meget af.
”De er nogle sjove typer, og det passer godt til mig. Vi taler engelsk sammen, men nogle gange blander de polske bandeord ind i det hele. Så lærer jeg lidt polsk, og det lyder vildt sjovt,”, fortæller han.
Smøgen er røget færdig, og Roberto Alonzo viser rundt i barakbyens gange. Han peger ind i et tomt lokale, som er arbejdernes køkken. Han bruger det ikke selv. I stedet for laver han mad på sit værelse, hvor et enkelt kogeblus udgør komfuret. I vindueskarmen står basisingredienser som olie, eddike, salt og pepper. En pastaret eller en salat er som regel på menuen, og det kræver ikke meget mere, end hvad vindueskarmen kan rumme for at fremtrylle et godt italiensk måltid.
Men udover at holde fast i det italienske køkken er Roberto Alonzo ikke ramt af hjemve.
”Jeg har mange drømme. Jeg vil gerne blive bedre til engelsk, og jeg vil gerne tjene penge nok til at køre en tur på tværs af Sydamerika,” fortæller han.
På kortere sigt er det dog et andet mål, som fylder hans tanker.
”Om et år eller to vil jeg gerne begynde at lære dansk. Jeg kunne godt forestille mig at flytte
mere permanent hertil. Ikke alle italienere forstår danskerne. De synes blandt andet, det er skørt, når danskerne cykler i regnvejr. Men jeg kan godt lide at være her.”
/ Af Lasse Lundberg Andreasen