Krestian Nielsen gik på gymnasiet på en af EU's Europaskoler, Ecole Europeene, hvor ca. halvdelen af undervisningen foregik sammen med andre nationaliteter. 

Barn af det europæiske projekt

“Min første kæreste hed Marina og var italiener. En af mine gode venner var tysker. Og i frikvartererne slog man over mellem dansk og fransk hele tiden. Det var ikke noget, vi tænkte over. Vi var jo bare en flok unge europæere.”

I EUROPASKOLE Sådan fortæller danske Krestian Nielsen om sin gymnasietid på en af EU’s Europaskoler; Ecole Europeene. Det er særlige grundskoler og gymnasier oprettet til de EU-ansattes børn i blandt andet Bruxelles og Luxembourg. 
Faren arbejdede for EU, og derfor voksede Krestian op i Bruxelles, hvor EU’s hovedsæde ligger. 
“Bruxelles er jo en ret stor by, og man havde langt til skole. Så i hele min skoletid blev jeg hver morgen hentet af en skolebus. Og den var jo fyldt med alskens europæiske nationaliteter,” fortæller Krestian Nielsen. 
På Europaskolerne er klasserne delt ind efter nationalitet, så Krestian Nielsen gik i en dansk klasse, men ca. halvdelen af undervisningen foregik sammen med de andre nationaliteter. 
“Geografi og historie har jeg fx haft sammen med grækere, spaniere, englændere, hollændere, franskmænd, luxembourgere osv. Så man havde jo venner på kryds og tværs af nationaliteterne”. 
Men det var anderledes med forældrene. 
“Forældrene blev på en måde i deres nationale baser. Min far og mor havde primært danske venner, men vi børn kom ind i det eksperiment, der hed Europaskolen og knyttede venskaber på tværs. Jeg oplevede ikke dem fra de andre lande som anderledes. Belgiske, franske og tyske børn ligner jo fuldstændig danske børn og går også i det samme tøj.” 

Et sprogligt fællesskab
For Krestian var fællesskabet med de andre danskere bare et sprogligt fællesskab. 
“Det betød selvfølgelig noget i de små klasser, hvor vi endnu ikke var supergode på fransk og tysk. Men da vi kom i gymnasiet, var vi bare unge europæere, som syntes, det var sjovt at se, hvordan vi hver især havde nogen sjove ritualer fra vores hjemlande. Englænderne havde noget med, at man skulle hamre en øl ned i bordet, så skummet brusede, franskmændene havde en drukleg ledsaget af en fransk sang. Jeg kan ikke huske, hvad grækerne gjorde, men de havde også et eller andet. Det var sådan nogle små ting, hvor vi var forskellige, men vi var mest af alt ens. Men vi var også alle børn af det europæiske projekt, og langt de fleste af os havde boet hele vores liv i Bruxelles,” fortæller Krestian Nielsen, der i 2. g flyttede til Luxembourg.

De rigtige danskere
“I Luxembourg var det meget anderledes. Der kom de fleste børn kun for et par år og tog så hjem igen eller havde måske stadig en bolig i hjemlandet. Jeg syntes, det var super spændende med de danskere, der kom fra Danmark og kunne fortælle om, hvilken musik man hørte i Danmark, og hvordan det var at gå i skole i Danmark. De var anderledes end de danskere, jeg kendte fra Bruxelles. De var mere selvstændige, mere modne, og de havde en sund skepsis over for tingene. De vidste, hvad de ville og ikke ville. Der var jeg præget af  Europaskolen, som i høj grad byggede på et fransk skolesystem med disciplin og udenadslære og knap så meget plads til overvejelser om, hvad man mente om ting, eller hvad man ville her i livet,” fortæller Krestian Nielsen, der efter endt studentereksamen flyttede til Danmark, hvor han ikke havde boet, siden han var tre år gammel. 

EU i Danmark
“Der var virkelig mange ting, der undrede mig. Fx at hele det europæiske projekt ingenting fyldte i den danske hverdag. Danskerne oplevede EU som noget fjernt, der lå nede i Bruxelles. For mig var EU jo meget konkret. I min opvækst var EU noget, der var der dagligt. Det var min fars og næsten alle mine skolekammeraters forældres arbejdsplads. Der blev talt EU over middagsbordet, og når man var rundt i byen, kørte man forbi de forskellige EU-bygninger. Udvidelsen af EU med optagelsen af nye lande var også meget konkret for mig. Da Grækenland kom med, blev der oprettet en græsk klasse på skolen, og jeg begyndte fx at have geografi med nogle grækere,” fortæller Krestian Nielsen, der også undrede sig over danskernes forhold til sprog. 
“Jeg kunne ikke forstå, at nogle danskere syntes, at det var pinligt at tale engelsk, bare fordi de talte med dansk accent eller havde et begrænset ordforråd. For mig er sprog jo bare et redskab til at udtrykke sig og tale sammen. Om man taler med den ene eller anden accent eller mangler nogle ord er fuldstændig ligegyldigt,” siger Krestian Nielsen.

Europæisk populærkultur 
Han undrede sig mest af alt over, hvorfor der ikke var mere europæisk populærkultur i Danmark.  
“Jeg elskede franske og tyske film. Dem var der ingen af i Danmark. Og jeg var en popdreng og elskede europæisk pop, fx fra tyskland. Men i Danmark fyldte den europæiske pop stort set ingenting. Det er som om, der blandt en del danskere er en forestilling om, at vi har meget mere til fælles med amerikanerne, end vi har med franskmænd eller spaniere. Hvorfor i alverden skråler danskere med på Destiny’s Child sang ‘Independant women’? Den handler om kvinder, der ifølge sangen er meget selvstændige, fordi de selv køber deres tøj og deres hus. Set fra et europæisk perspektiv er der ikke noget som helst ekstraordinært i, at en kvinde kan købe sin egen bolig eller sit eget tøj. Så der er sgu længere mellem Europa og USA end bare Atlanterhavet. Der er en kæmpe kulturel- og værdimæssig forskel. Det er der ikke mellem en franskmand og en dansker, så jeg forstod simpelthen ikke – og forstår nok stadig ikke – hvorfor den europæiske populærkultur fylder så utrolig lidt herhjemme,” siger Krestian Nielsen, som følte et fællesskab med andengenerations indvandrere, da han flyttede til Danmark. 
“Vi havde det til fælles, at vi talte dansk og boede i Danmark, men samtidig var vi også præget af noget andet. For mit vedkommende kan man nok godt tale om, at jeg faktisk manglede en identitet som dansker, som jeg så har fået sidenhen. Men euroæer, det vil jeg altid være.”
/Nicola Boserup

Europaskoler


Les Écoles européennes - Europaskolerne - tager imod de EU-ansattes børn og omfatter både børnehaver, grundskoler og gymnasier. Her undervises børnene i nogle af fagene på deres modersmål og på tysk, fransk eller engelsk i en række andre fag. Der findes Europaskoler 15 forskellige steder i Europa, herunder i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg.

Læs mere om Europaskolerne her.